






Smallegade 10, Fodby, 4700 Næstved
For enden af lukket sidevej i Fodby, tæt på Næstveds by- og handelsliv, ligger denne ”oase”, hvor sælger igennem de sidste ti år har suppleret med mange blomstrende træer og buske samt frugttræer og -buske.
Boligen indeholder, udover mindre entré, et stort bryggers, som bruges til daglig adgang. Dernæst pænt køkken med effekter af kirsebærtræ, herunder bordplade i Jatoba-træ (brasiliansk kirsebær). Fra køkkenet kommer man ind i en stor vinkelstue, og spisestuen med plads til langbord ligger ved siden af. Der er pænt badeværelse (med ”guld”vandhane) og bruseniche. Fra spisestuen med synligt bindingsværk fra opførelsen i 1800 er der trappe til førstesalen, som består af en lang repos med nyt stort klædeskab (som medfølger). Der er soveværelse mod vest med indbyggede skabe og to gode værelser, dels i kvist mod syd og dels mod øst. Der er toilet ved siden af soveværelset.
Få skridt fra bryggersindgangen og ved siden af carporten er der en stor udestue med store vinduer på to af siderne. Solidt langbord og seks tilhørende stole i fyr medfølger huset. Fra udestuen er der adgang til et viktualierum, hvor der kan stå en skabsfryser og er plads til mange glas syltetøj eller andet.
Der er i oktober 2025 etableret luft til vand varmepumpe af mærket Klimadan, og der er en stor varmtvandsbeholder, som tillader flere brusebad efter hinanden.
I carporten er der umiddelbart mulighed for at installere og tilslutte ladeboks til elbil. Der er i øvrigt installeret stærkstrøm i viktualierummet. I forlængelse af carporten er der en dejlig udestue på 20 m2.
Vinkelret på hovedhuset findes det såkaldte ”Skomagerhuset”, som i en lang årrække først i 1900-tallet var ejet af Fodbys skomager med familie, men som nu tjener som et rummeligt værksted med masser af plads til opbevaring af cykler osv.
I et hjørne af grunden er der, under et gammelt hestekastanjetræ, et mindre træskur med god plads til haveredskaberne, urtepotter mm.
Der er et godt fællesskab i Fodby, hvor man for få penge kan blive medlem af Forsamlingshuset og deltage i høstfest og andre arrangementer. Huset kan lejes for et meget rimeligt beløb til familiefester. Kirken er ”rundt om hjørnet” for dem, der vil benytte sig af det. Kirken byder på en fin høstfrokost efter høstgudstjenesten midt i september. Der er stor boldbane bag Sognegården, og legeplads for de mindre børn tæt på den. Der finder man ofte områdets dagplejere.
I umiddelbar nærhed mod syd finder man Saltøskovene, som strækker sig helt ned til Karrebæk Fjord, hvor man kan bestige Margrethehøj og nyde udsigten. Der er 10 minutter i bil – og under en halv time på cykel – til Karrebæksmindes to flotte strande og det hyggelige havnemiljø med flere restauranter.



